Normalt elsker jeg december fordi det er nytår haha!
Men ikke lige nu.. Min kæreste har slået op, og det gør virkelig ondt. Især fordi hun er den ENESTE jeg nogensinde har vist mig uden t-shirt til. Men også fordi jeg elskede hende fucking højt, og hun bare betød alt. Det er ikke nemt at give slip på en man har kendt i snart 2 år og brugt 9 måneder på at få..Jeg fortryder ikke det med trøjen, trods at jeg virkelig hader min krop overalt på jorden. Det var det værd..
Når man har det svært i ens krop som jeg har.. Ja, så er det svært at finde en anden end hende. Hun var helt perfekt. Lige min type. Den der skrøblige lille.. Selvom hun var højere end mig type. Det er hendes skyld jeg er følsom, virkelig. Hendes skyld jeg har fået det 100 gange bedre med mig selv. Jeg takker hende over helt på jorden.
Jeg er ikke tilfreds med mig selv på den måde, at jeg nu elsker min krop osv. Jeg havde bare en høj selvtillid dér. Selvom afstanden var 3½ time, var det stadig min drømmepige. Også selvom jeg er 12 og hun er 15.
Noget af det jeg hader mest ved det hele er, at jeg aldrig finder en som er så god som hende. Personen skal være biseksuel, piget.. Ja, min type. Fml.
Jeg ved hun fortjener MEGET bedre end mig, men jeg elsker hende. JEG ELSKER HENDE VIRKELIG SOM JEG ALDRIG HAR ELSKET NOGEN FØR!
Jeg behandlede hende som lort.. Undskyld. Jeg hader mig selv. Jeg kan sagtens se hvilken svin jeg har været, selvom jeg ikke var utro. Jeg skulle have behandlet dig bedre. De ting du gjorde som sårede mig, var jeg selv udenom. Det var mig der skabte problemerne..
Men stadig, jeg vil gøre alt for dig. ALTING for at få dig tilbage i mine arme.. Ingen gør mig lykkeligere end dig skat.
But still.. Im soo sorry..
Det at jeg kalder mig selv "transseksuel", har været svært at åbne op omkring, meget svært. Men nu skriver jeg den her blog, fordi jeg har lyst til at uddybe det en smule.
De fleste ville nok bare sige at jeg er forvirret, men jeg mener helt og helligt med 120% ærlighed, at jeg ikke er i tvivl om at det er det her jeg vil. Jeg er ikke i tvivl om at indeni, er jeg en dreng. Fuck haters der tror jeg bare er forvirret, jeg holder ved det her lige meget hvor mange jeg får af dem. Jeg er ligeglad. Det her er mit liv og hvad JEG føler (-:
Jeg kan huske fra da jeg var lille, at jeg altid har haft et problem med mit køn. At jeg altid har syntes der var noget forkert ved mig. Jeg har aldrig følt mig tilpas i min krop, at jeg havde den krop jeg gerne ville have, at jeg var den jeg gerne ville. Jeg ville så gerne lave om på mig selv, men vidste ikke hvordan. Alle piger ville nok normalt have set op til en tøs der var ældre, højere og flottere. Men nej, jeg så op til drengene og de voksene mænd. De der var cool, og stærke. Jeg var så fascineret af hvordan de så ud, og hvordan det var lykkedes for dem at blive født som det modsatte køn af mig, når jeg også gerne ville det. Jeg kan huske jeg engang spurgte ind til en af de voksene mænd, hvordan hans barndom havde været. Efter det fandt vi nogle biler, actionfigurer, og forskelligt legetøj jeg synes passede til mig. Alle troede jeg var dreng da jeg var lille fordi den måde jeg udtrykkede mig på, lignede så meget en drengs. Selv min fødselsvægt svarede til drengenes. De behandlede mig faktisk som en af slagsen. Det var helt fantastisk, at føle sig som nogen man virkelig ønskede varede forevigt. Jeg følte mig som en rigtig meget, for det var inden jeg gik i puberteten. Jeg kan ikke beskrive hvor meget sørg der svømmede igennem min krop, da jeg så jeg havde fået bryster. Da jeg fik hår dernede blev det ikke ligefrem bedre. Jeg følte mig så forkert, på alle tænkelige måder. Men jeg var bange for hvis jeg skjulte dem, ville folk synes jeg var mærkelig, dum, eller underlig. Ja, jeg ved ikke lige hvad jeg tænkte. Jeg kan bare huske når folk sagde jeg var en flot lille pige, at jeg så kunne begynde at tude. Ovre ved min farmor gik det helt galt, og jeg ved ikke hvor lang tid jeg blev væk fra stuen, 1-2 timer. Jeg sad bare derude og græd, og græd, og græd. Det var nok dér det gik op for mig, jeg var helt helt forkert på den. Min mor kunne ikke forstå hvad der var galt, men det gik hurtigt op for mig. At hendes lille datter hun troede skulle lege med bratzdukker, dukkehuse, klæde sig ud, og lege prinsesse faktisk var en dreng indeni og altid havde været det inderst inde.
Jeg blev forvirret på et tispunkt da min krop var godt udviklet, for jeg havde et drenge sind og en pige krop. Hvad fanden var der galt? og hvad kaldte man sådan en som mig? Var der andre som mig? Tankerne kørte rundt og rundt i hovedet på mig, jeg kunne ikke finde rundt i det. Jeg var ikke homo, transvestit, biseksuel, eller noget. Hvad var jeg? Lige præcis den sætning, har strejfet mine tanker en milliard gange. Jeg lå tit derhjemme efter skole og tænkte på hvad det var, men fandt intet svar. Jeg kunne ikke kigge på drenge i barmave eller med kun t-shirt om sommeren, for fuck jeg ville ønske det var mig. Nu kom jeg lige i tanke om engang jeg var i bad og skulle vaske hår, hvor jeg så kom til at kigge ned af mig selv ved et uheld. Bare i det sekund mine øjne bevægede sig ned imod mine køns organer, mærkede jeg der var noget galt. Tårerne pressede på, og jeg slukkede for vandt. Kunne ikke klare det lige nu. Løb nærmest over for at få mit tøj på, men lige da jeg nåede døren blev den åbnet.. Det var min mor. Jeg havde intet tøj på overhovedet, udover håndklædet jeg tabte da den blev åbnet. Jeg nåede at så hendes øjne, og så kom mit skrig. Fuck har aldrig oplevet noget som det, selvom det var min mor. Hendes ord kom bare: "Hvad sker der?" Jeg hørte dem knap nok, jeg ville bare væk. Smækkede døren i, låste den og satte mig på toilettet. Fucking rystede, no shit. Tror min mor stod 15-30 min for at få kontakt til mig, og da jeg endelig kom ud var jeg helt mundlam. Jeg havde intet at sige, intet. Jeg kan stadig ikke snakke med min mor om min krop eller lignende. Da vi var oppe hos lægen snakkede jeg med ham om det, i dybde. Vi lavede så en henvisning til sexologisk afdeling på rigshospitalet i kbh. Ventede i nogle måneder, men var ikke gammel nok. Så vi fik lavet en ny henvisning, og nu skal jeg snart derop og snakke med dem. Jeg håber virkelig på at få professionel hjælp, for det ville gøre det hele så meget nemmere. Jeg kan ikke bare lige, som alle andre drenge gå rundt i t-shirt og kramme alle mulige folk fra event om sommeren, men gid jeg kunne. Jeg kan ikke bare smiede trøjen og vise min overkrop eller lignende. Det gør sygt ondt at føle, især når man er sammen med drengene, at man faktisk ikke heeeelt er en af dem. Sindet er ikke nok det at få en det til at tro at man faktisk er en 100% ægte dreng, selvom man godt ved man er det indeni så er man det ikke udenpå. Ligemeget hvor meget man prøver, kan man ikke lave om på det i så en tidelig alder. Danmarks regler er desuden også noget røv, for jeg kan først få opfyldt min drøm når jeg er voksen. 9 år endnu. Men det ville også været farligt at få en køns operation nu, for det kan man faktisk dø af når ens hormoner ikke er helt færdig udviklet. Det er de først når man er 21 år, derfor kan man først få den dér. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har grædt over det. Bare når folk skriver en random sted: "Hej ida, du er klam." Så bryder jeg helt sammen. Det gør virkelig så ondt indeni, og især at se, man ikke er det som man ønsker at være helt 100% endnu. Det er svært at ignorere det, men jeg prøver. Det gør ondt indeni mit hjerte, og også bagved det. Det rammer mig så tungt.. Det er ikke kun hvis folk kommer til at sige det, fordi de lige glemmer det, men jeg får konstant spørgsmål på formspring: "Hva så ida, er du ved at få bryster?" og alt muligt. Ja forhelvede, det går skide ondt at læse! Derfor svarer jeg måske som en hjernedød bitch. Men alligevel, jeg kan ikke reagere anderledes. Desværre. Det rør mig for meget inderst inde til at jeg kan reagere og så.. Være ligeglad. Jeg ved jo gødt det bare er nogle fucking haters der ikke vil mig noget godt, og at de nk skal stoppe hvis jeg ikke svarer. Men det er så svært.. Barae jeg kunne gøre min fødsel om. Bare jeg kunne gøre alting, ja hele mit liv om. Især mit køn. Virkelig. Der er ingen der kan sætte sig ind i sitationen om hvor svært det er, andet end dem der selv har det sådan. Det er ikke særlig tit jeg siger fuck mit liv og så mener det, men der er nogle tidspunkter i min hverdag hvor jeg ville ønske jeg ikke var mig. Jeg hader at være ødelagt indeni og stortset tude mig selv i søvn hver nat, bare på grun af et fucking køn.. Og nej, det er ikke rigtgtig som Thomas Engberg siger, at det er mine hormoner der gør det her imod mig. Jeg havde det jo forhelvede også sådan her FØR jeg kom i pubertenen, det er noget jeg er født med. Du kan ikke bare lave det om, og få mig til at erkende for alle jeg laver sjov med det her, for det gør jeg fandme ikke! Det er rigtig svært at åbne op omkring det, for det gør mig så ked af det og knust indeni. Ligesom alle de andre gange jeg har skullet forklare det. Jeg har holdt det hemmeligt for de fleste, i meget meget lang tid. Undskyld til dem der ikke har fået det af vide noget før, men jeg kunne virkelig ikke.. Og ja, det er sikkert ikke beskrevet godt nok. Men det er sådan lidt svært at åbne op i starten, og især til folk jeg ikke sådan kender helt personligt.
- Christoffer.
